Saldi er opdateret til version 5.1 med de ændringer, vi har arbejdet på siden januar. Du skal ikke selv gøre noget: dit regnskab opdateres automatisk, første gang nogen logger ind i det efter opdateringen. Saldi POS opdateres separat natten til mandag den 14. september.
Nyt momsmodul
Finans har fået fire nye momsrapporter. Du vælger dem under Finans › Rapporter i feltet Rapporttype:
- Posteringer pr. momskode: alle posteringer i perioden grupperet pr. momskode med subtotaler.
- Momsrubrikker (A/B/C): værdien af køb fra andre EU-lande (rubrik A), salg til andre EU-lande (rubrik B) og salg uden for EU (rubrik C).
- Momsafstemning: sammenligner den bogførte moms med den moms, der burde være beregnet, pr. konto og momskode.
- OSS B2C EU-salg: salg til privatkunder i andre EU-lande pr. land og sats til OSS-angivelsen.
Du kan også åbne og lukke momsperioder måned for måned med knappen Momsperioder på siden Regnskabsår. Når en måned er lukket, kan der ikke bogføres i den. Selve angivelsen taster du stadig ind i TastSelv Erhverv. Se vejledningen Momsopgørelse og indberetning.
Aflæsning af bilag og Bilags Match
Lægger du en leverandørfaktura i bilagspuljen som PDF eller billede, aflæser Saldi leverandør, dato, beløb og fakturanummer. Det sker, når Auto-udtræk fakturadata ved upload er slået til.
Med knappen Bilags Match nederst i kassekladden knytter du bilag fra bilagspuljen til flere kladdelinjer i ét vindue. Saldi finder bilag med samme beløb og en dato tæt på linjens dato, og du godkender forslagene med Match valgte.
Kassekladden
- Kolonnerne har fået søgefelter.
- Under tandhjulet vælger du, hvilke kolonner du vil se. Valget gælder kun for dig.
- Momskoden hentes fra kontoen og kan ændres direkte på linjen.
- Du kan kopiere en kladdelinje.
- Når du klikker Udlign, vises de åbne poster med det samme, og fakturanummeret skrives på linjen, når du vælger posten.
Lageret
Ordrelinjer farves efter lagerstatus, og du kan få en advarsel, hvis et salg bringer beholdningen under minimum. Varekortet har fået en samlet lagerlog under Lagerhistorik.
Med batch- og udløbsstyring registrerer du batchnummer og udløbsdato, når du modtager varer. Ved salg trækker Saldi først det parti, der udløber først, og uden udløbsdatoer det ældste køb (FIFO). Lager › Udløbsrapport viser partierne med udløbsdato, og forsiden viser en advarsel, når partier udløber inden for 30 dage (standard) eller allerede er udløbet. Se vejledningen Batchstyring og udløbsdato.
Tilføjet senere: Opdateringen den 27. oktober gav blandt andet nye funktioner i bilagspuljen: Se opdateringen fra oktober 2026. Har du spørgsmål til funktionerne, kan du spørge Saldi Assistenten inde i Saldi eller kontakte supporten på 46 90 22 08 eller support@saldi.dk.